Østen 2018 Blog

English version: here.

At komme fra Dhaka i Bangladesh til Lahore I Pakistan – turens sidste stop – er ikke let. Der er ikke direkte fly, så jeg booker mig først ind på Pakistan International Airlines via Karachi. En dårlig idé for flyet til Karachi med det der af mange betegnes som ‘verdens mest upålidelige internationale flyselskab’ bliver – som forventet fristes jeg til at skrive – aflyst (hvilket jeg et par måneder før afgang kun finder ud af ved en tilfældighed for det var ikke en information PIA fandt relevant at viderebringe).

I stedet flyver jeg med Sri Lankan Airlines og napper lidt af en omvej via Colombo. Flyet fra Colombo er en ældgammel Boeing med ubegribelig meget benplads som er beskedne seks timer forsinket og derfor ender med at flyve på det ikke særligt behagelige tidspunkt mellem klokken 02.00 og 06.00 (Sri Lanka tid). I det mindste er flyet ikke aflyst. Der er få ugentlige afgange og en aflysning ville have betydet at jeg kun ville kunne nå at være i transit i Lahore.

En halv time efter vi er landet (hvor klokken lokal tid stadig er 6.00 for der er en halv times tidsforskel mellem Sri Lanka og Pakistan) holder jeg i en taxa i et Check Point lige uden for lufthavnen. Chaufføren hedder Ali og han har for længst tilbudt at han både kan skaffe hotelværelser, ludere og at jeg kan gifte mig med hans søster. I mørket uden for bilruden står en militærvagt med en AK47 og forlanger bryskt at få mit pas udleveret. Normalt udleverer jeg kun min laminerede kopi af det af mine pas jeg er rejst ind i landet på, men da vi jo er ved en lufthavn tænker jeg at manden nok gerne vil se mit visum og mit indrejsestempel og giver ham derfor mit originale 2-års pas. Muligvis en fejl. For passet synes derefter forsvundet i nattens mulm og mørke.

Efter uden for at have parlamenteret lidt med soldaten sætter Ali sig ind i bilen igen. Uden mit pas sætter han bilen i gang. ”Vi bliver nødt til at vende om” siger Ali uden at vende det mindste om idet han blot fortsætter lige ud på den forbudte strækning. ”Stop” siger jeg da jeg ikke vil check pointet uden mit pas. Men det er Ali ligeglad med. Det er mørkt. Jeg er træt. Jeg har rejst i nitten timer i træk og fløjet henover natten med seks timers forsinkelse (så vidt vides uden mulighed for kompensation da det ikke er en flyvning til eller fra en europæisk destination og ikke et europæisk flyselskab jeg flyver med). Og nu har en militærmand mit pas og vi kan uden jeg fatter hvorfor ikke få lov at køre den direkte vej ind til Lahores Gulberg-II distrikt hvor jeg skal bo. ”Vi skal bare ned at lave en u-vending” siger Ali, hvorefter han fortsætter næsten en kilometer i den ulovlige retning, laver en u-vending og kører tilbage til check pointet hvor jeg uden problemer heldigvis får udleveret mit pas. Derefter må vi godt få lov at køre en tyve minutters kæmpe omvej på usle veje i stedet for at tage hovedvejen ind til byen. ”Militærmanden var en fucking dum idiot” forklarer Ali da vi er halvvejs gennem omvejen. ”Han ville have 1.000 Rupees” (ca 50 kroner) for at lade os køre igennem”. Åbenbart et tilbud som Ali fandt for ublut til at viderebringe til sin passager så nu kører vi altså i stedet en omvej.

”Are you a tourist or a terrorist?” spørger den ene af de to Mohamed’er jeg lige har mødt. De præsenterer sig begge med både fornavn og et mellemnavn for det gør man her når man ligesom alle de andre hedder Mohamed. De fortæller at de har taget toget i 24 timer fra Balokistan-provinsen for at komme hertil Lahore og at de ‘studerer informationsteknologi, men at der ikke er nogen job at få når de er færdige’. Jeg møder dem i Sozo Water Park som jeg efter et par timers søvn er taget til for at restituere oven på flyveturen. Indtil Mohamed og Mohamed dukker op er jeg den eneste gæst i det kæmpestore vandland (måske fordi det er ved at blive delvist renoveret, måske fordi det er mandag morgen og alle er i skole eller på arbejde). Udover at de 2 x Mohamed godt lige vil have at jeg skaffer dem et job i Danmark og en permanent opholdstilladelse, nu hvor vi trods alt har kendt hinanden i snart fem minutter, er de mægtigt flinke folk. Hvorfor de åbenbart synes at jeg lidt ligner en terrorist finder jeg aldrig helt ud af.

Formedelst 15 kroner har jeg taget en Uber de 20 kilometer ud til vandlandet. Her har jeg ikke noget internet og da Telenor synes det er fordelagtigt at taksere en MB data til 45 kroner her i Pakistan via mit danske abonnement tænker jeg at jeg nok hellere må tage en almindelig taxa hjem i stedet for at tænde for mobildata til Uber App’en og betragte hundredekronesedlerne fløjte op af baglommen. Ejeren af vandlandet hedder også Mohamed. Han sætter himmel og jord i bevægelse for at skaffe mig en taxa og køber mig en kop sød te mens vi venter. En af Mohameds ansatte skal giftes i dag, så en halv kop te senere er jeg inviteret med til bryllup.

Jeg har været til en del bryllupper på mine rejser. Normalt takker jeg kun ja hvis det er folk jeg kender lidt bedre der spørger. Min status som udlænding vil formentligt gøre mig til æresgæst. Men jeg er træt og frygter at skulle bruge hele aftenen på at få taget selfies med nysgerrige bryllupsgæster som hvis jeg kender dem ret tillige meget gerne vil føre lange samtaler med den underlige, langlemmede vesterlandske starut på urdu, hindu eller arabisk (især når de finder ud af at jeg kan nogle yderst begrænsede gloser på disse sprog). Så jeg vælger at takke pænt nej tak. Men tænk at en bryllupsgæst kan finde på at invitere en tilfældig udlænding med til hans kollegas bryllup fordi vi har kendt hinanden i den tid det tager at drikke en halv kop te. I Danmark var en nyankommet Pakistaner nok ikke blevet inviteret med til bryllup. Med overvejende sandsynlighed var han ikke engang blevet inviteret på en kop te.

Næste dag tager jeg igen en Uber denne gang de 15 kilometer ind til Lahore Fort. Chaufføren Yaseen er 26 år og har et flot langt mujahedinerskæg. Han har ikke nogen børn endnu, men han skal giftes i næste måned. Han når dog ikke at invitere mig med til bryluppet (måske fordi jeg fortæller ham at jeg kun er i Pakistan i fire dage). Som mange andre af de yngre Uber-chauffører er han med på noderne og taler godt engelsk. Han læser til bogholder og han fortæller mig en masse om byens seværdigheder uden at tilbyde mig at gifte mig med hans søster.

Jeg er den eneste vesterlandske turist som jeg spankulerer rundt og besigtiger Lahore Fort (hvor det koster 500 Rupees=25 kroner for udlændinge og 10 Rupees=50 øre for lokale at komme ind) og Badshahi-moskeen. Begge ikoniske bygninger som gætter jeg på havde været oversvømmet med vestlige turister havde de ligget et andet sted end i Pakistan. Foran moskeen tager jeg et billede af to flinke muslimske fyre der spiser softice. Den ene bliver så glad fordi jeg vil fotografere ham at han køber mig en softice.

Jeg tager en auto-rickshaw hjem (da jeg igen ikke har internet / dataadgang til Uber). Trafikken er et kaotisk virvar af godt lastede rickshaws, biler, lastbiler, cykler og ’qingqi’-er (kinessisk produceret autorickshaw med bænkesæder der vender både fremad og bagud – se billederne). Min midaldrende rickshaw-chauffør er ikke kommet ind i Uber-tidsalderen og han kigger særdeles forundret på min iPhone’s google maps navigationsvejledning der ubesværet leder os den direkte vej hjem til hotellet. Jeg tør slet ikke tænke på hvor meget tid jeg har spildt på at spørge om vej i tiden før google maps kom med deres offline kort (og før Nokias glimrende Ovi navigation). Teknologi eller ej – chaufføren finder altid frem til sidst.

Alle mine måltider undtagen morgenmaden indtager jeg på en glimrende lokal restaurant nær hotellet. Chicken Korma med krydrede ris, salat, nan-brød, en 7up og ekstra kylling langsomt stegt over kul på roterende grilspyd koster i alt 16 kroner. Jeg bliver behandlet som en rockstjerne og skal hver dag med på adskillige af de lokales restaurantgæster selfies. Der er en tjener for hver af restaurantens tre rækker af borde og efter at tjenerne har fundet ud af at jeg ved betaling runder op til 20 kroner og dermed giver hele 4 kroner i drikkepenge opstår der tumultariske scener når jeg ankommer da alle tre tjenere med vold og magt forsøger at shanghaje mig til netop deres række.

På tredjedagen før solnedgang besøger jeg Wagah-grænsen som adskiller Pakistans Punjab provins fra Indiens provins af samme navn. Siden 1959 har man her holdt synkroniserede militærparader på hver side af grænsen der afsluttes ved at grænseporten åbnes og de to landes flag tages synkront ned. Menageriet kunne have været instrueret af den gode John Cleese. I hvert fald kan ”rangers’ne” gå lige så gakket som Monty Python drengene (se video) når de intimiderende marcherer frem mod grænsen med højt løftede ben. Angiveligt får de tillæg hvis de har cykelstyrsoverskæg. Som opvarmning hopper en et-benet kriger frem mod grænsen med et stort pakistansk flag mens han råber eder og forbandelser og truer inderne med sin stok.

Ceremonien gennemføres hver aften og er også blevet gennemført når der har været militære konfrontationer mellem landene (senest i september 2016). I november 2014 udlæste en selvmordsbomber sin fem kilo tunge bombevest (til trods for at området er ret heftigt bevogtet grænse) 500 meter fra grænsen mens masserne var på vej hjem efter en netop afsluttet ceremoni. 60 døde og 110 blev sårede. Siden da er der sat metaldetektorer op en lille kilometer før grænsen og alle tasker (inkl. kameratasker) er nu bandlyst til ceremonien.

Da jeg skal flyve hjem til Danmark skal jeg igen i lufthavnen midt om natten. Heldigvis får vi denne gang lov til at køre på hovedvejen derhen. Til gengæld skal jeg i lufthavnen vise indholdet af mit mavebælte, svare på ”hvor mange penge jeg tager ud af landet” og ”om jeg mon har nogle lokale penge tilbage” og får (for første gang world wide) kropsvisiteret min diller. Et fast håndtryk om rejsefætterens medister er således mit sidste indtryk fra Pakistan.

That’s it. End of trip. En måned. 7 lande – heraf 4 nye (Papua Ny Guinea, Østtimor, Bhutan og Pakistan). Masser af oplevelser og møder med exceptionelle mennesker. Regnskab se sidste billede i albummet. Af hjertet tak til min søde familie for at lade mig tage væk i en måned og til alle der har hjulpet og alle der har fulgt med.

Galleri med alle billeder: her.

English version: here

Hvordan jeg undgik at få min penis knipset af otte vrede damer i Tordendragens land.

Det lille 48-sæders propelfly navigerer ubesværet gennem morgendisen der hænger tungt og lavt omkring de op til 5.500 meter høje Himalayabjerge. Paros internationale lufthavn i Bhutan er kendt som ’verdens sværeste internationale lufthavn at lande i’. Den må kun benyttes i dagslys og i god sigtbarhed og fly bliver ofte aflyst eller udsat grundet regn, tåge eller sne. Kun piloter fra enten det statslige selskab Druk Air, det private Bhutan Airways eller det nepalesiske selskab med det passende navn Buddha Air har tilladelse til at beflyve lufthavnen. Heldigvis ikke noget vores pilot synes at bide synderligt mærke i som han krænger den lille ATR-42 maskine rundt om det ene bjerg efter det andet for til sidst sikkert at lande dybt nede i Paro-dalen på den i 2.235 moh beliggende landingsbane.

Man kan kun komme ind i Bhutan hvis man har købt en pakkerejse med chauffør og guide. 920 USD har jeg derfor tre måneder tidligere overført til Bhutans nationalbank og har dermed sikret mig en – tror jeg nok – 5 dage/4 nætters en-mands-”gruppe”-tur der inkluderer al kost, logi og transport.

Da jeg lander ’Kongeriget i skyerne’ aner jeg intet andet end at jeg vil blive hentet. Jeg kender ikke turens agenda. Jeg ved ikke hvor vi skal hen. Jeg ved ikke hvor jeg skal bo. Jeg har ikke fået det at vide og jeg har haft for travlt med at planlægge turens andre lande til at spørge. Jeg er ikke engang helt sikker på om jeg virkelig er den eneste gæst i min ”gruppe”.

Loday og Sonam møder mig i lufthavnen. De er begge iført snøresko og knætrømper og en ”Gho” – Bhutans kjortellignende nationaldragt til mænd. Dragten afsluttes i hvide silkeærmeopsmøg som kaldes for ’Lagay’ og de symboliserer angiveligt oprigtighed og troskab mod landet. <det første Loday gør er at svøbe et ”Kadar” om min hals – et hvidt tørklæde som signalerer renhed og fungerer som en velkomsthilsen. Loday er min guide. Han har en iPhone 7+ så jeg tænker at han nok ikke er helt fattig. Han smiler hele tiden. Sonam er min chauffør. Han er cool. ”Har du også en iPhone 7 spørger jeg ham”. ”Det ville kræve at jeg solgte min ene nyre”, svarer han tørt. De er begge i slutningen af tyverne (27 eller 29 år afhængigt af om man bruger vores eller den bhutanske kalender) og arbejder for bureauet Bhutan Majestic Travel som jeg har købt min tur – som ganske rigtigt viser sig at være en solotur – igennem.

”Vi har aldrig haft en gæst før der ikke har spurgt efter en agenda” siger Loday og tilføjer: ”Men bare rolig vi skal nok lave et fedt program til dig”. Det skal jeg lige love for han får ret i.

Ad snørklede bjergveje fører Sonam os med sikker hånd på asfalterede veje i den moderne Kia SUV på en times tid frem til hovedstaden Thimphu. Her er husene nye men bygget i gammel bhutansk stil. Bilerne er også nye og her virker forbavsende civiliseret og rigt. Umiddelbart virker her meget rigere end både Nepal og Tibet. ”Vi har ingen tiggere” siger Loday og fortsætter ”og ingen arbejdsløse. Har man ikke andet arbejde får man et stykke land af staten og så må man leve som landmand”. Men her nu stadig eksotisk nok. Både kvinder og mænd bærer fortrinsvis nationaldragter. Kvindernes kjolelignende dragt hedder en ’Kira’. Her er ingen lysregulerede trafikkryds i hele landet får jeg at vide. I Thimphus centrale kryds står en politimand i en sekskantet og rigt ornamenteret traditionel bås og dirigerer trafikken med sine hænder. Naturligvis er han iført hvide handsker.

Bhutan – eller Druk Yul på Bhutansk – betyder Tordendragens Rige og ordet Druk/Tordendrage indgår overalt. Druk School, Druk Air, Druk Gyalpo (Dragekongen), Druk Art, Druk Shopping og det nationale internetselskab hedder – naturligvis og ganske pudsigt – DrukNet.

De første par dage står den på traditionel sightseeing i og omkring Thimphu. Vi ser borge, stupaer og klostre. Vi ser verdens største publicerede bog på nationalbiblioteket. Og en af verdens største buddhastatuer (siddende, 51 meter) som det har kostet op i mod en milliard kroner at opføre (Bhutans største indkomstkilder er vandkraft og turisme, og man har altså prioriteret at spendere knap en milliard på en figur af deres kære religiøse forbillede).

Efter de første to dages sightseeing har direktøren for Bhutan Majestic inviteret mig på en traditionel restaurant der hedder Orchid. I København mødes man under uret. I Thimphu mødes vi under en stor pik. Overtro ligger dybt i folket her og et fallossymbol foran et hus skulle angiveligt ’holde onde øjne og ondsindet sladder fra døren’. Så vi tager et gruppebillede under den store flotte penis malet på væggen ind til restauranten.

Vi spiser Ema Datsi som nationalretten ’oste-chilli’ hedder, trevlet, tørret oksekød med majroer, grøntsagssuppe og Ezay som er tørret rød chillipasta med koriander. Vi drikker en sake-lignende lokal brændevin til og supplerer med den 8% stærk lokale øl som blot hedder 11.000. ” ’En går. 11.000 kommer’ siger vi her hvis en af vores venner bliver droppet af sin kæreste” siger Sonam med et smil. Namgay som direktøren hedder er en både flink, berejst og belæst herre og ligesom Loday og Sonam er hans selskab særdeles behageligt.

At vi ikke har en fast agenda viser sig at være heldigt. For søreme om ikke onsdag 21. februar viser sig at være selveste Dragekongens – Bhutans regerende konge – 38 års fødselsdag (hans far abdicerede som 51-årig og gav magten videre til sin ældste søn – tag den Margrethe og Elizabeth). Det fejrer vi ved at tilbringe 5 timer på et propfyldt nationalstation. Med tale af premierministeren (kongen selv er på dagen taget med sin familie ud til Tiger’s Nest templet), balloner der bliver sendt til himmels, dansegrupper og marcherende orkestre med gyldne hjelme. ”Geylo”(magt) råber premierministeren da talen er slut. ”Pelden Drukpa” (Bhutan uafhængigt) svarer folket i kor. Der er gratis adgang og der bliver uddelt gratis juice til alle på tilskuerpladserne. ”Der er mange ting der er gratis her. Skoler, hospitaler og højere uddannelser (hvis man har de rette karakterer) er også gratis” fortæller Loday. Festlighederne afsluttes med en Bhutans stærkeste mand konkurrence hvor der skal bæres traktordæk og hugges træstammer over på midten med en økse. Til trods for at vi ikke har betalt for at komme ind har vi alligevel mulighed for at vinde en af de mange præmier hvis vi har det rette nummer på indgangsbilletten. Førstepræmien er en plov.

Efter festlighederne til ære for dragekongen kører vi til Lodays lejlighed i Paro. ”Du er den første turist jeg inviterer ind i mit hjem” siger Loday. Jeg føler mig ret sikker på at Loday er en ærlig mand, men da jeg næsten ikke kan tro at jeg skulle være den første han inviterer hjem krydstjekker jeg alligevel påstanden ved at spørge Sonam om han har været der før da vi ankommer til huset hvor Loday og hans familie bor. ”Jeg har hentet ham her mange gange. Men jeg har aldrig været oppe i lejligheden” siger Sonam. Loday fortæller at hans far er chef for Bhutans turistforbund og at de både har et hus i øst, et hus i vest og denne lejlighed i den centrale del af landet. Lejligheden består af fem rum. I stuen er der anrettet et fyrsteligt måltid: Røde ris, kogte og stegte æg, tørret okseskød med majroer, jaju (spinatsuppe), kål og broccoli, Ezay (chili pasta), champignoner i ostesovs. Som snacks er der desuden småkager, ristet ris og ristet majs. Til det drikker vi enten smør-te (som smager uendeligt meget bedre her end den harske te man får i Tibet) eller sød mælkete.

I et tilstødende rum er seks munke i færd med at udføre en ret vild ceremoni (!?). Forrest står et kunstigt alter med en stor, kunstig fallos og en masse frugt som skal ofres. Rundt om alteret trutter et par af munkene i lange ”Dungs” – op mod to meter lange forgyldte horn. En slår på tromme, en læser bønner op fra en ekstremt aflang bønnebog og de andres synger og messer.

”En gang om året holder vi ceremoni for at sikre os mod uheld og for at sikre os lykke og fertilitet i det kommende år” fortæller Loday som om det er det mest naturlige i verden at have seks munke på besøg til ceremoni samtidig med at man inviterer en gæst med hjem til frokost. Jeg spørger om ceremonien finder sted i dag pga. kongens fødselsdag. ”Nej, det er et tilfælde. Men ceremonien må kun holdes på en heldig dag” siger Loday og viser mig en App der hedder Zakar der for hver dag i den bhutanske kalender viser om det er en god dag af skifte job eller købe bil eller holde ceremonier. ”I dag er en god dag at holde ceremonier” står der søreme ganske rigtigt i App’en ud for datoen i dag. ”I gamle dage skulle man have mindst 400 køer eller heste for at foretage en ceremoni. De skulle stilles i rækker mod øst, vest, syd og nord så de dannede en firkant. Nu er reglerne lavet om så middelklassen også kan holde en ceremoni hver år hvis de har råd til at betale hver munk de cirka 500 Ngultrum (ca 50 kroner, beløbet varierer angiveligt lidt efter betalerens indkomst) som de tager sig betalt for den lykkebringende gerning.” fortæller Loday.

Ceremonien afsluttes med at penisalteret og en række små figurer stilles i hoveddøren og alle kaster ris og majs på og når figurerne efterfølgende smides ud skulle alt uheld samtidig fordufte samme vej.

Til trods for at vi skal meget tidligt op næste morgen og bestige et bjerg går Loday, Sonam og jeg i byen om aftenen. Der bor kun omkring 60.000 mennesker i Paro. Trods det fortæller Sonam at byen har hele fire diskoteker. Vi starter på en Karaokebar som hedder Paro Corner hvor jeg lærer at synge sangen: Alala Alala – Nge gi dunghe – Alala som betyder Av av av, mit hjerte bløder, av av. Jeg lærer også at sige Par Leshum Top-Chi! – Bum Jarim Ma Thop – Fik godt foto. Fik ikke smuk pige, som skal vise sig at være en særdeles nyttig ting at sige lige inden jeg stikker mit store, fede Nikon op i snotten på folk for at tage deres portræt – som derfor næsten uden undtagelse går hen og bliver et smilende et af slagsen. Øllene kommer kun i 750 milliliters flasker og efter et par 8 procents 11.000-ere kommer man i ganske godt humør så vi beslutter os for at tage videre på diskotek. ”Bare rolig diskotekerne her lukker allerede klokken 24” siger Loday – der godt ved at vi skal tidligt op næste dag – da vi når frem til klubben der hedder Insomnia. Men når kongen har fødselsdag har alle fri i tre dage og når alle har fri i tre dage så lever diskoteket åbenbart alligevel op til sit navn og lukker først senere. Mit hoved rammer tungt puden klokken 02.00 – fire en halv time før jeg igen skal op for at gå op til ’Tigerens rede’.

Tidlig næste morgen (dag 4) er vi alle forbløffende friske. I tyk morgendis skal vi vandre op fra de 2400 højdemeter Paro by ligger i og op til Bhutans suverænt mest berømte turistattraktion – Tiger’s Nest eller tiger-reden i 3.120 meters højde. Ifølge legenden fløj Gury Rinpoche (Buddhistisk stormester der i Himalaya er kendt som ’den anden Buddha’) op til templet fra Tibet på ryggen af en huntiger for der at meditere i en hule og for at ’tæmme tiger-dæmonen’.

Tåge, opklaring, sol, sne og regn når vejret at skifte imellem i de seks timer vi befinder os på bjerget. Heldigvis er lyset udmærket til at fotografere og jeg får taget fine billeder af dette fantastiske klippekloster der bør stå på enhver rejseinteresserets bucket-liste.

På vejen tilbage til Paro by (hvor vi skal se et kloster og et tempel mere) står der pludselig otte ret så aggressivt udseende fruentimmere ude midt på kørebanen i et bjergsving. De vil venligst gerne at vi hoster op med nogle Ngultrum før vi kan passere. Jeg spytter en 50er (5 kroner) i bøtten og det gør Loday også. Loday siger at det skyldes ”fejring af nyt landbrug” (?) og at ”hvis en mand ikke betaler så jagter kvinderne ham henover marken og de kan godt finde på at rive hans tøj af og knipse på hans penis”. Jeg tænker at jeg har prøvet lidt af hvert i vejspærringer rundt omkring i verden men jeg har trods alt aldrig før måtte slippe en femkrone for at undgå at få knipset min diller.

Til sidst kører vi forbi Sonams hus der ligger inde i Paro by. Vi spiser kiks og drikker mælke-te og jeg hilser på hans søde familie. Der er et flot, gammelt men renoveret traditionelt bhutansk hus. Sonam bor i det store hus med sin mor og far. Hans ene søster er der også og hans to andre søstre er på vej for om tre dage er det igen en heldig dag ifølge Zankar appen og så er det Sonams families tur til at holde munkeceremoni hvorfor alle søstrene nu altså er på vej hjem. Sonams far er landmand men har tidligere arbejdet for staten med byplanlægning. ”Ceremonier er dyre i Bhutan” siger han. ”Hvis man mister et familiemedlem skal man betale for munke til ceremonier hver dag i 21 dage for at sikre den afdøde et godt efterliv”, fortæller han. De spørger hvad det koster at dø i Danmark og jeg fortæller at der skal man lease et stykke jord hvis man vil begrave sine efterladte. Jeg fortæller dem også om Assistens kirkegård hvor man kan solbade i bikini og holde picnic oven på de døde. Det synes de er noget af det mest mærkværdige de har hørt.

Klokken 04.50 næste morgen sender Sonam mig en messenger besked om at han er på vej. Fem dage har jeg været på gruppetur. Det føles mere som om jeg har rejst rundt med et par nye lokale venner. Venner der ikke går så meget op i 8-timers arbejdsdag for på vores længste dag var vi sammen i 17 timer. Venner der begge inviterede mig indenfor i deres hjem og med rundt at se deres særdeles fotogene land og dets rolige, hårdtarbejdende og evigt smilende indbyggere.

Og lige et par fast facts om Bhutan (som jeg ikke lige fik flettet ind.:):
• I traditionel Bhutansk maskedans indgår masker der symboliserer fire vigtige dyr i Bhutansk mytologi: Tiger, Sneløve, Garuda (halvt fugl halvt menneske – også kaldet ”Sol-ørn”), Drage
• Loday’s navn betyder ’intelligens og visdom’
• Sonam’s navn betyder ’heldig’
• ”Kussu Zangbo La” betyder ”Vær hilset ærede” på Bhutansk. (gæt selv hvilke danske ord jeg bruger til at huske denne hilsen)
• Bhutans nationale træ er cypres
• Sproget i Bhutan hedder Dzongkha
• Nationalblomsten er en ’almindelig valmuesøster’ (så ved i det!)
• Nationalsommerfuglen er en svalehale
• Nationalsporten er bueskydning
• Nationaldyret er det spøjse dyr der hedder ’Takin’ en sjælden gedeantilope som kun findes i Himalaya-regionen. Loday siger at ’den har gedehoved og ko-krop’. Den kaldes også for en ”Gnu-ged”.

Alle billeder i galleri: her

I first visited Dhaka fifteen years ago. Dhaka may be the city in the world with the craziest trafic. There is more than half a million cycle rickshaws. Half a million! Plus quite a few other moving objects in various sizes and with various loads.

I walked the 5km from the Kamalapur Central Railway station to Sadarghat (the river pier in Old town Dhaka) and being hit only once by a (bicycle) rickshaw was nothing short of a miracle. It felt like number of Rickshaws, cars and CNGs (tuk tuks)etc had more than doubled since 2003. Here is a few photos I took on my 5km walk (and succeeding boat trip)..

Galleri med alle bileder: her

Probably my no 1 worldwide “most very young kids on same scooter”-pic.

English version: here

Vi starter med lidt facts om Østtimor.

• Portugisisk koloni fra det 16 århundrede til 1975
• Da Portugiserne trak sig ud overtog Indonesien kontrollen og gjorde det til en indonesisk provins. Indonesien fik støtte fra både Australien, US og GB der frygtede at alternativet ville blive en selvstændig kommunistisk stat.
• Østtimors befolkning ville det dog anderledes og fra 1975 – 1999 kæmpede guerillaoprørstyrker / frihedskæmpere for landets selvstændighed
• Indoneserne trak sig ud i 1999. De ødelagde store dele af infrastrukturen kort inden de forsvandt og det anslås at mellem 100-180.000 mennesker blev dræbt mellem 1975-1999.
• Fra 1999-2002 blev en FN-overgangsregering indsat efter en folkeafstemning i 1999 havde vist stort flertal for uafhængighed.
• Østtimor blev endelig selvstændigt og fuldbyrdet medlem af FN i 2002.
• Landets officielle navn er Timor Leste. Timor betyder Øst på malaysisk (Portugiserne navngav landet ud fra dets malaysiske navn). Leste betyder Øst på Portugisisk så landets navn betyder direkte oversat Øst Øst (!)
• Landets fjerde premierminister som tidligere var landets første præsident Xanana Gusmão er både digter og tidligere militant leder og kaldes derfor for: ”Digterkrigeren”.
• Der skal afholdes valg i Østtimor til sommer – angiveligt er stort set alle politiske beslutninger pt sat på hold da de politiske partier er uenige og ingen har absolut flertal så alle afventer valget.
• Befolkningen er hovedsageligt kristne og taler Tetum (hovedsproget), Portugisisk (kolonisproget som fortrinsvis tales af folk omkring hovedstaden Dili) og en lang række andre mikronesisk-agtige lokale sprog.

Desværre har Østerboy kun 3 dage / 2 nætter i Østtimor. Alt for lidt. Så jeg når desværre kun at være i hovedstaden Dili. Jeg indlogerer mig på det glimrende Da Terra Hostal som om noget er mødestedet for backpackere i dette ikke særligt besøgte land. Men som så ofte før – når man tager til de lidt mere hardcore lande møder man også de lidt mere hardcore rejsende. Hostellet er et af den slags steder som man sjældent finder længere. Et sted med sovesale uden lås på dørene og hvor folk rent faktisk snakker med hinanden om aftenen i stedet for at kigge ned i deres telefoner (der er kun internet hvis man har købt et lokalt sim-kort med data).

Den første aften bliver jeg inviteret med til en Expat-middag på en lokal restaurant. Det er regntid og regnen smadrer ned i voldsomme kaskader lige uden for baldakinen. Det gør den hver aften. Det søde portugisiske par der driver mit hostel (Nanna og Villa) og deres portugisiske ven Nuno der ligner Mr Bean på en prik har været så søde at invitere mig med ud at spise. Her møder jeg to andre portugisiske fyre og en mexicansk pige der arbejder på en to-årig kontrakt for Heineken som ejer det lokale Bintang bryggeri og som fortæller lidt om deres udfordringer i det ikke særligt velorganiserede land.

Det er karnevalsaften iflg. den katolske kalender og Nuno vil gerne videre til et karneval (som på disse kanter betyder at man går til en fest hvor man selv klæder sig ud fremfor at se et optog). Det er jeg frisk på men desværre gider de andre (der skal op på arbejde næste dag) ikke rigtigt og Nuno får også lidt for mange øl og bliver lidt for træt, vi har ikke noget udklædningstøj og det regner stadig vildt så det kommer vi desværre ikke til.

Næste dag møder jeg Wally fra Brasilien og Richard fra Nottingham på mit hostel. Richard driver den (super cool) rejseblog der hedder Travel-Tramp og beskriver ’off the beaten track’-destinationer. Richard og Wally har den sidst uge selv kørt landet rundt på lejede motorcykler. I en bjerglandsby hvor de en sen aften havde svært ved at finde overnatning blev de først tilbudt at sove på gulvet hos en gammel dame. Men så ringede telefonen pludselig (snakken går når der er to udlændinge i en lille bjergby) og en mand der talte portugisisk (ligesom Wally) inviterede dem over at bo hos ham. Han viste sig at være frihedskæmper der gennem 24 år (1975-1999) fra bjergene havde kæmpet mod den indonesiske besættelsesstyrke. Han fortalte at han i løbet af årene havde mistet måske halvdelen af sine venner og at hver dag startede med at de holdt møde hvor de prøvede at regne ud hvordan de i dag kunne ”dræbe flest mulige indonesere”. Efter de første 4 år var hans kone desværre blevet taget til fange og først tyve år senere var hun blevet sluppet fri. Nu havde de sammen fået tre børn og var ved at åbne et lille gæstehus i bjerglandsbyen. På væggen i hans hus hang et billede hvor han trykkede hånd med landets nuværende præsident og nu levede han af sin soldaterpension indtil han fik gæstehuset op at køre.

Efter at have fået fortalt denne spændende historie begiver jeg mig afsted med en ”Microlet nr 10” mod den store Kristusstatue der ligger 7 kilometer syd for byen. En Microlet er en lille lokalbus med smalle bænkesæder der er måske blot 25 centimeter dybe. Man sidder tæt sammenklemt og lofthøjden er så lav at man (hvis man er over 1,60 meter) må sidde sammenbøjet. Forruden er ofte klistret til med alskens klistermærker og folie og musikken brager ud af skrantende kæmpehøjttalere inde i kabinen med en volumen som var man til stadionkoncert. Hver tur med det rullende diskotek koster 25 Centavos svarende til halvanden krone. Da Mikroletten drejer væk fra kystvejen nede ved frugt og grøntmarkedet stiger jeg af for at skifte til Microlet nummer 12 der leder det sidste stykke ud mod statuen. Men det er helligdag i Østtimor så alle de lokale valfarter også mod kristusfiguren og de nærliggende strande. Det betyder at de første fire nummer 12 mikroletbusser udover at være er stopfulde indeni også hver har fire personer stående uden for bussen i døråbningen. Alle fire mikroletter valfarter derfor bare forbi uden at stoppe for den blege turist.

Til sidst opgiver jeg og tager en taxa og det skulle jeg måske aldrig have gjort. Den koster godt nok kun 3 USD så prisen fejler ikke noget. ”Hej kollega dirkolaj” siger jeg (på sproget Tetum) da jeg stiger ind for det har Lucy der arbejder på mit hostal lært mig at sige. ”Hej min ven hvordan går det” betyder det. Bilen ser cool ud indeni for den purunge (under 20 år skyder jeg på) taxachauffør der hedder Adi har ligesom mange andre chauffører på disse kanter investeret i ikke mindre end seks i forruden monterede bakspejle (ud over det indbyggede). ”Jeg kan skaffe damer som du kan tage med op i din lejlighed” siger Adi. De er fra ”11-6 til 11-1 år”. Det er jeg temmelig rystet over da jeg går ud fra at idioten lige har tilbudt mig piger mellem 11 og 16 år. Jeg er alligevel ved at tage fotos med min iPhone af hans mange bakspejle så jeg trykker fluks på optageknappen og lader som om jeg tager billeder mens jeg optager en video hvor pædofilipusheren gentager sit uhyrlige tilbud. (se video)

Udsigten fra Kristusstatuen fejler til gengæld og heldigvis ikke noget. Der er strand til begge sider og majestætiske bjerge i midten plastret til med smilende ferieglade lokale. Endnu to styks mikroletter leder mig efterfølgende tilbage (se video fra den ene). Undervejs passerer vi et politicheckpoint og så bliver der pludselig skruet ned for musikken og dem der står op i døråbningen skal i al hast presses ind på bænkene inde i bussen. Således når jeg tilbage til mit hyggelige ”Da Terra Hostal” og fejrer et hurtigt – og desværre lidt for kort – besøg i mit land nummer 185 med passionsfrugtjuice og øl og seje menneskers behagelige selskab.

Alle billeder i galleri: her

English speakers please click here for English version: http://www.expedition-everywhere.com/2018/02/11/papua-new-guinea-country-184196-trip-report/

Papua Ny Guinea. Luk øjnene og sig navnet. Måske du tænker på kannibaler. Måske paradisfugle. Måske har du hørt om muddermændene der danser krigsdans ved Asaro-floden.

I mange år har det stået som et af de øverste punkter på min bucket liste at besøge landet der ofte betegnes som klodens ’sidst civiliserede land’.

Den billigste vej fra Danmark til Papua Ny Guinea går via Bangkok. Derfra med Air Asia til Bali (DKK 662 enkelt, inkl. måltid og indchecket baggage for 4,5 timers flyvning) – og derfra med Air Niugini til landets berygtede hovedstad Port Moresby (DKK 3.760 retur).

I Bangkok fejrer jeg turens vellykkede start (og det nys overståede og lidt for dramatiske besøg i Libyen) med at æde en kakerlak og en skorpion. Friturestegte mærkelige insekter på pind viser sig nemlig at være det seneste skud på stammen i hippiegaden Khao San Road. Hippierne i den berygtede gade er for længst forsvundet men coverbands med forsangere der synger meget langt fra rent er her endnu. De spiller præcis de samme Oasis covernumre som de gjorde for tyve år siden. ”And all the roads that lead the way are winding..” lyder det ud fra en af gadens mange barer. Som sådan et udmærket musikvalg men om muligt fremføres det altså endnu mere falsk end for en kvart menneskealder siden. 50 Baht – cirka en dansk tier – koster hvert ulækkert insekt. Ligesom alle andre dybstegte insekter smager de af fedt og salt – lidt ligesom chips.

I Bangkok mødes jeg med den uforlignelige og i Bangkok bosiddende Ric Gazarian og hans søde kone Mai. Med udsigt til både svømmepøl og Chao Praya-floden mødes vi til en mægtig hyggelig frokost på New Siam Riverside Hotel. Ric er en super cool amerikaner der har lavet lidt penge på ejendomsinvesteringer i Chicago og nu ligesom jeg forlyster sig med at forsøge at besøge alle verdens lande. Desuden driver han websitesene Global Gaz og Counting Countries. Sidstnævnte er et website med podcasts med klodens mest berejste mennesker, hvortil Ric har været så venlig tidligere også at lave en episode med mig.

Muligvis får jeg snart rekorden for flest fysiske møder med medlemmer af facebook gruppen Every Passport Stamp for i Bali får jeg stablet et møde på benene med Jessica Elliott som blogger under navnet ”How Dare She” efter jeg helt tilfældigt ser at hun laver et facebook opslag om at hun er i Bali. Både Jessica og jeg har tidligere lavet et interview med Eric Nguyen om at være den yngste (i en alder af 24 år) der har besøgt alle verdens lande (Jessica interviewede ham for Huffington Post) så derfra kender vi hinanden perifert. Det er dog tæt på at vi slet ikke mødes for det mødested som jeg har foreslået (som jeg husker fra sidst jeg var på Bali fjorten år tidligere) må i mellemtiden være lukket eller flyttet for google maps viser i stedet vej til et forladt og faldefærdigt hus ude midt i ingenting. Men det lykkes os heldigvis alligevel at mødes på en nærliggende strandcafe (efter jeg har fundet et hotel med internet så vi kan kommunikere for jeg har ikke nået at købe et lokalt sim-kort med data). Ret heldigt for udover at udveksle rejserøverhistorier får jeg fra Jessica (som er mega cool og er en af de ganske få kvinder der forsøger at besøge alle verdens lande) anbefalet en guide til Papua Ny Guineas højland som hedder Caspar. Endnu en gang er usandsynlige tilfældigheder med til at hjælpe mig på rette vej.

”Her i Port Moresby er det for farligt for en hvid mand at gå alene på gaden” får jeg at vide, da jeg efter netop at være landet med mit nat-fly fra Bali heldigvis får lov at checke ind allerede klokken 5 om morgenen på mit luksuriøse Gateway Hotel. ”Mange hvide mænd bliver røvet med kniv”, siger natportieren.

Lidt træt efter at have fløjet hele natten forsøger jeg mig med et lidt spagt ”men jeg har lige været i Libyen”, men min snarlige død og lemlæstelse er både sikker og vis såfremt jeg ikke vil høre efter så jeg ender med formedelst 70 kroner i guidegebyr at have flinke Eddy med rundt på hovedstadsbyrundtur. Vi ser fine veje og nye biler og ganske uskyldigt udseende almindelige mennesker, ser man bort fra deres blodrøde tænder som de har fået af at tygge betelnød. Her virker aldeles fredeligt. Vi ser parlamentet, nationalmuseet og en fuglepark med de mest underlige fugle jeg i mit liv har set, der stort set alle er endemiske til denne region. Blandt andet paradisfuglen landets nationalfugl som pryder landets flag og som indgår i mange af stammefolkenes udsmykninger. Jeg aner ikke hvad det er Eddy skal beskytte mig fra. Men han er en flink fyr og en udmærket fotomodel (og en lidt mindre udmærket fotograf når han skal tage billeder hvor jeg selv er på). (jeg får senere at vide at en gruppe asiatiske turister blev udsat for et røverisk overfald lige uden for porten ind til parlamentet for ganske kort tid siden..)

Fra Port Moresby tager jeg et lille Dash-8 Q300 propelfly op til byen Goroka i provinsen East Highland Province. Goroka ligger som et andet Shangri La i bunden af en frodig dal omkranset af høje bjerge. Alle i Port Moresby har fortalt mig at der er koldt og vådt i højlandet, men det passer heldigvis ikke for solen skinner og her er 25 grader. I Goroka bor jeg på den lutheranske missions gæstehus til 200 kroner pr nat inkl. morgenmad. (Hoteller koster til sammenligning fra 700kr pr nat – Papua New Guinea er et dyrt land). Caspar min guide er en flink fyr på 45 år. Han har tre børn og to børnebørn. Hans yngste datter er kun 8 år og hedder Mona Lisa. Jeg spørger ham om han kender historien om Van Gogh og maleriet og hvordan han skar sit øre af. Det har han aldrig hørt om før. Men han lytter intenst til historien om kvinden med det tvetydige smil.

Næste morgen hvor vi skal ud til Asaro provinsen og se Asaro muddermændene fremføre deres krigsdans kommer Caspar ikke til tiden. ”Nåeh Caspar” siger Alfons der arbejder på mit gæstehus. ”ham så jeg sidde og drikke øl nede på markedet i går”. ”Pis”, tænker jeg og frygter at han har drukket sig så fuld at han slet ikke kommer.

Med knap en times forsinkelse dukker Caspar dog alligevel op. ”You alright Boss Man” spørger jeg for det har jeg lært at man skal sig på Tok Pissin eller Pidgin som nationalsproget her kaldes. ”Me alright tasol” (jeg har det fint), svarer Caspar selv om han med sin betelnødsrøde mund og blodsprængte øjne ligner en vampyr der har drukket vodka blandet op med blod hele natten.

”Hvor mange øl drak du i går” spørger jeg og her må jeg komplimentere min i øvrigt særdeles glimrende guide for hans enorme ærlighed. ”Ni”, svarer han. Og tilføjer lidt senere ”jeg har stadig alkohol i blodet”.

Det er regntid i Papua New Guinea og for få uger siden blev den solide bro på ”The Highland Highway” simpelthen skyllet væk af den stigende vandmasser. Det betyder at hovedvejen østpå mod Asaro regionen hvor de stammefolk vi skal besøge bor ikke er passabel. Caspar har hyret en taxa der i stedet tager os en lang omvej af ringe grusveje så vi kan krydse floden et andet sted på en gammel bro. Unge mænd som undervejs arbejder på at reparere den skrantende grusvej har bygget forhindringer i form af høje jordbump tværs over vejen, så vi bliver nødt til at standse og give dem lidt småpenge eller cigaretter som tak for deres (frivillige formoder jeg) nødtørftige vejreparationer.

Nogle har måske en romantisk forestilling om at de stammefolk vi skal møde kun taler et mærkeligt sprog, at de lever totalt isoleret og at den eneste hvide mand de har mødt er en de har spist. Sådan er det ikke. Sådan er det ikke hos ret mange stammeflok anno 2018. Der er ikke mange hvide pletter tilbage på verdenskortet. ”Der har ikke været kannibaler i Papua Ny Guinea i de sidste 50 år” siger Caspar med overbevisning i stemmen.

Pondo, Ali junior, Guri, Ali Senior og et par andre Asaro-mænd møder mig der hvor grusstien fører fra højlandshovedvejen op mod deres landsby så vi kan vandre sammen op ad den snørklede sti. Pondo og Guri er selv muddermænd og vil om lidt deltage i den krigsdans jeg er kommet for at se. De taler Takano som er Asaro-folkets sprog. De taler også Tok Pissin (Pidgin) som som sagt er nationalsproget i PNG. Og flere af dem taler udmærket engelsk. Pondo siger at han desuden taler otte lokale sprog. Jeg har efterhånden besøgt en del stammefolk og det er yderst sjældent at man som her kan kommunikere direkte med nogle af dem uden brug af en tolk. Det gør det til gengæld meget nemmere at lære dem ordentligt at kende.

Ali Senior er min lokale Asaro guide. Han er ikke Ali Juniors far – de kalder ham blot senior fordi han er den ældste af de to Ali’er. Begge Ali’er er kristne selv om de bærer et fortrinsvist muslimsk navn. Alle her i PNG er kristne undtagen nogle af dem der lever dybt inde i junglen som er animister. Ali Senior har kraftige skægstubbe. Han ved at hovedstaden i Danmark er København og han kender mange af verdens andre hovedstæder. Ali er god til at forklare ting og han fortæller mig legenden om muddermændene fra Asaro-floden:

I gamle dage bosatte Asaro-folket sig ved Asaro floden fordi området var frugtbart. Men de blev angrebet og drevet på flugt af fjender der ville overtage det let-opdyrkelige område. Under flugten kom Asaroerne til en mudret sump som de måtte krydse. Men sumpen var for dyb så de måtte stige op igen og konfrontere deres fjender. Under månens skær fik de den ide at bevæge sig langsomt og vuggende fra side til side mod fjenden som dermed troede at de var onde ånder og tog flugten. Siden har Asaro folket opført deres krigsdans i forbindelse med det årlige Goroka-show og til andre ceremonier. ”Vi bliver altid blandt de tre første i konkurrencerne til ceremonierne” fortæller Pondo. ”For det meste blive vi nummer 1” (hvilket er ret vigtigt for stammefolkene belønnes med pengepræmier iht. deres placeringer).

Jeg forstår hvorfor da jeg ser deres krigsdans. Indhyllet i røgen fra et bål nærmer de sig med langsomme ludende bevægelser og ser særdeles skræmmende ud. De er indsmurt i ler fra en særlig region, deres penis er pakket ind i en kop lavet af tørrede bananblade og deres uhyggelige masker er formet og stampet af det samme ler som de har smurt sig ind i. Maskerne har tørret længe indenfor i deres hytter for hvis de tørrer udenfor i solen sprækker de får jeg at vide. Maskernes tænder består af hjørnetænder og almindelige tænder fra deres husdyrsgrise. Alle de voksne har uhyggelige lermasker mens drengen Yurax har kustigt hår lavet af fuglefjer. Høvdingen hedder Serviro, han har en bue lavet af palmetræ med en hård buestreng af bambus. Ali Junior har lange tynde skræmmende fingre også lavet af bambus, Guri har et spyd, Pondo har intet våben men ofte et blad til at vifte fluer væk, hvilket ser lidt komisk ud i forhold til de andres skræmmende våben.

Efter dansen får jeg lov til at få taget billeder hvor jeg har en af de utroligt tunge masker på. Bagefter går vi gennem markerne hvor de dyrker ’kau kau’ – søde kartofler – som de spiser tre gange om dagen og hjem og ser Pondos hus som han selv har bygget. Der er ildsted inde i huset og taget er lavet af ”kunai”-græs som gør ”at røgen kan trænge ud uden at regnen kan trænge ind” (hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre). Indenfor ligger hans skrivehæfte og der hænger valgplakater for de lokale politikere. I hjørnet står ni muddermasker. ”Vi kan lave shows med over 100 muddermænd” fortæller Pondo, ”men man skal være fra Asaro-folket for at måtte optræde med en muddermaske”.

Om eftermiddagen vandrer vi en time gennem højlandet for at komme til en anden landsby hvor en af de andre Asaro-stammer (Asaro-folket består af ti forskellige stammer) bor. Undervejs køber jeg frokost af nogle søde gamle damer i vejkanten. Ali Junior, Ali Senior, Pondo, Caspar, Guri og et par hangarounds er gået med så jeg køber frokost til otte voksne mænd. Vi får hver 1-2 bananer og en friturestegt bolle. Det kan man sagtens blive mæt af. Det koster i alt for os allesammen 6,80 PNG Kina svarende til cirka 13 kroner. Byttepengene på 3,20 Kina giver jeg mine nye venner lov til at købe betelnødder for.

Traditionen med skeletmændene skulle være opstået fordi denne stamme i fordums tid vandt en vigtig sejr over fjenden og kom hjem og klædte sig ud som skeletter for at fejre sejren. Sejrssymbolikken er i hvert fald ikke til at tage fejl for de har hver påført sig en kunstig sejrsdiller af flettede bananpalmeblade på længde med et fransk baguette (og de er dermed de første stammefolk jeg har mødt der har en diller der næsten kan måle sig med Østerboys, hehe).

Dagen efter skal vi se en ’Sing Sing’ opført af Luhuka-stammen i en landsby der hedder Hagareto. PNG er kendt for deres to store årlige Sing Sing ceremonier – Mt Hagen Show og Goroka Show – festivaler hvor mange hundrede stammefolk mødes og optræder. Resten af året er det muligt at arrangere private Sing Sings i meget mindre målestok. I dag tager vi med PMV – Public Motor Vehicle – dvs. lokalbus som der ikke findes nogen øvre grænse for hvor mange mennesker der kan stoppes ind i. Først tager vi en lokalbus hen til den sammenstyrtede bro ikke langt fra Goroka. Her må vi krydse de stejle skrænter og flodlejet (se billede, heldigvis er der næsten intet vand i floden da det helt udsædvanligt ikke har regnet de sidste par dage) til fods. På den anden side tager vi en ny PMV mod landsbyen Hagareto. ”Me hamamas long lookin you pla” har mine muddermændsvenner lært mig at sige. ”Jeg er glad for at møde Jer”. ”Name belong me Jakob” – jeg hedder Jakob – fortsætter jeg og så er hele bussen lutter smil. Højlandsfolket i PNG er et utroligt hjerteligt folk og gør man sig den ulejlighed at lære et par gloser på Tok Pissin, mødes man kun af smil og håndtryk. ”You alright Boss Man (hvordan går det chef) – You Alright Boss Meri (hvordan går det chef-kvinde) – You alright Boss Boy (hvordan går det chef-dreng) – har jeg også lært og det sidste siger jeg til den unge dreng der modtager betaling fra passagererne og banker på siden af bussen når den har sat passagerer af og igen er klar til afgang.

Dagens PMV chauffør er ikke til falds for afpresning så når de unge mennesker – som måske er lømler måske er vejarbejdere – har lagt jordvoldsblokeringer ud kører han bare stærkt hen mod jordbumpene, bremser i sidste øjeblik og kører så over bumpene uden at betale, mens alle i bussen griner. ”Chaufføren er syg. Han skal på hospitalet og have en indsprøjtning”, siger pengeindsamlerbusdrengen. ”Hvad fejler han” spørger jeg naivt. ”De tager pis på dig – det er bare fordi han kører råddent” siger Caspar med munden fuld af rød betelnød.

Det er også busindsamlerdrengen der fortæller mig om deres hjemmebrændte ”Kambe”. Da vi står af bussen vente Pondo og Ali Senior på os. De er taget hele veje fra deres egen landsby for at gøre os selskab. Da Pondo hører at jeg interesserer mig for ”Kambe” piler han straks afsted for at købe en flaske.

Den lille Hagereto landsby er lavet ved at udgrave plane terrasser ind i det stejle bjerg. Der vokser vilde ananas og kaffe og tamarinfrugter og alle mulige andre frugter jeg ikke kender navnene på da vi går igennem det opdyrkede område. På et lille plateau med udsigt over højlandsparadis; en biflod til Asaro-floden og de omkringliggende majestætiske bjerge, opfører Luhaka stammen deres Sing Sing. De maler sig i ansigtet med naturlige farver. Den orangerøde farve stammer fra en grøn og dråbeformet frugt der hedder ’Guhi’. Den har røde hår på ydersiden og vokser vildt i træer omkring landsbyen. Inde i frugten er der hvide kerner der afgiver den rødlige farve når de presses sammen. Dansen de opfører er den samme dans som de opfører til Goroka-showet fortæller min utroligt flinke lokale guide der hedder Bax (det er ham og hans familie der har bygget husene her og anlagt alle terrasserne). Danserne er iført deres traditionelle ”Bilas” – kostumer. Fuglefjer fra Papua Ny Guineas sære fugle – blandt andet paradisnationalfuglen – er dansernes mest prestigefulde udsmykningsobjekter. Regeringen prøver godt nok at begrænse brugen af disse fuglefjer da det går ud over bestanden at de bruges i ceremonier. Men Caspar forklarer at dem der bor ude i junglen bare fanger og æder fuglene (også nationalfuglen) og sælger fjerene på markedet alligevel.

Efter sange og danse er der taksigelsesceremonier. Jeg holder også en lille tale – som Bax oversætter – og lover at gøre reklame i Danmark for disse specielle ceremonier så lidt flere turister end de yderst få der nu kommer forhåbentlig kan komme og få glæde af dem.

Efter ceremonien drikker vi ”Kambe” og fortæller røverhistorier. Jeg fortæller min Libyens historie (for anden gang jeg fortalte den også dagen forinden men de siger de gerne vil høre den igen). Jeg fortæller også om Mona Lisa og Van Gogh der skar sit øre af, for det er kun Caspar der hidtil har hørt historien. Og jeg fortæller dem at mange velbjærgede danskere kunne have godt af at komme hertil og se at man godt kan have det godt selv om man ikke er rig. Ikke alle der har penge er også glade fortæller jeg dem. Det kan de ikke forstå.

Bax forklarer at ”Kambe” er øl brygget på bananer og andre frugter. Drikken udgøres af en klar væske og Pondo har fået en brugt halvliters-colaflaske fyldt op til randen for 10 Kina. Det smager af hjemmebrændt palmevin og er ret stærkt, så vi blander det op med cola så smager det lidt ligesom rom og cola. ”Vi har mange agave-planter her”, siger Bax. ”Kan du ikke sende mig opskriften på Tequila så jeg kan blive rig” fortsætter han. Han synes det er uretfærdigt det kun er mexicanerne der har opskriften på den agave-baserede drik. Jeg fortæller at hjemme i Danmark er der nogle der drikker Tequila med salt og citron og nogle gange tager man citronen op med tænderne fra kavalergangen mellem en kvindes bryster. Det synes de er helt utrolig interessant information. Jeg kan nærmest se hvordan deres tanker vandrer. ”De andre turister kommer bare og ser showet og går igen” siger Pondo. Under den hårde muddermandsmaske banker der et varmt og nysgerrigt drengehjerte. ”Du tager dig tid til at sætte dig ned og snakke med os og lære vores sprog. Jeg ville ønske at alle turister var som dig” siger han. Jeg ved ikke om han har drukket for meget palmevin (vi sidder der et par timer) men han bliver helt rørstrømsk og er meget optaget af at fortælle at jeg må komme igen. Jeg må komme igen med min familie (som jeg har vist dem billeder af på min telefon) og bo oppe hos krigsdanserne i deres landsby. Han siger at han aldrig vil glemme mig. Jeg har fået mig en ven fra Asaro-folket.

Der er mange sagn og myter om Papua Ny Guinea. Før jeg kom hertil var jeg måske lidt bange for at landet ikke helt kunne leve op til alle de forventninger jeg havde til det. Men med paradisfugle, venlige højlandsfolk, nye muddermændsvenner og farvestrålende ceremonier må jeg bare sige at det virkelig er en fed og eksotisk destination og en klar udfordrer til Vanuatu om at være det mest eventyrlige land i Oceanien.

Se alle fotos i galleri her: http://galleri.jakoboester.dk/#!album-178

Map of my February 2018 trip. One month. 4 new countries: Papua New Guinea, Timor Leste, Bhutan and Pakistan (3 revisits Thailand, Indonesia, Bangladesh) if all goes according to plan. Trip reports will follow (PNG report coming soon)